Finanstilsynets strategi frem mod 2025
står på fire ben
En robust finansiel sektor
En ordentlig finansiel sektor
Et tilsyn og regelsæt, der afspejler samfundets udvikling
Et fagligt og effektivt finanstilsyn
Vi er kommet langt efter den finansielle krise. Sektoren er mere robust, den finansielle regulering er skærpet, og Finanstilsynet har fået flere muligheder for at gribe ind og sanktionere overtrædelser.
Nu er en af de vigtigste opgaver at sørge for, at den finansielle sektor forbliver robust, og at reguleringen bliver håndhævet på en konsekvent og fair måde. Jeg ser i øvrigt en tæt sammenhæng mellem en robust og en ordentlig sektor.
Samtidig skal vi tage hånd om den aktuelle økonomiske situation udløst af COVID-19 og være rustet til kommende udfordringer. Vi skal udvikle vores tilsyn, så vi er klar til andre vigtige opgaver som følge af udviklingen indenfor eksempelvis ny teknologi, bæredygtig finansiering og klimarelaterede risici.
Ordentligheden og robustheden skal gå hånd i hånd frem mod 2025, og Finanstilsynets bestyrelse har en vigtig rolle som samfundets kontrol af, at Finanstilsynet løfter den opgave på en ordentlig måde.
Nina Dietz Legind
Professor, Ph.d., SDU
Formand for Finanstilsynet
Finanstilsynets Strategi 2025 fokuserer på at skabe en robust og ordentlig finansiel sektor gennem et fagligt og effektivt tilsyn, der afspejler samfundets udvikling. Vi bygger videre på vores tidligere strategi, men Strategi 2025 indeholder også et styrket fokus på ordentlighed og elementer som eksempelvis bæredygtighed og teknologi.
Strategien er et resultat af mange måneders arbejde, hvor alle Finanstilsynets medarbejdere har været involveret i at udstikke retningen frem mod 2025.
Selvom man siger, at ingen slagplan overlever det første slag, så er jeg sikker på, at den intensive proces med at formulere strategien betyder, at vi handler hensigtsmæssigt, når strategien møder virkeligheden. Jeg er stolt af at stå i spidsen for Finanstilsynet. Vi har udrettet meget i den seneste strategiperiode og har trods svære udfordringer også lagt en farbar vej frem.
Jesper Berg
Direktør i Finanstilsynet
Finanstilsynets strategi frem mod 2025 står på fire ben
Finanstilsynets strategi frem mod 2025 står på fire ben: En robust finansiel sektor, en ordentlig finansiel sektor, et tilsyn og regelsæt, der afspejler samfundets udvikling, samt et fagligt og effektivt finanstilsyn. Det er vores opgave at bidrage til en finansiel sektor, der er robust og agerer ordentligt. Den finansielle sektor forandrer sig hastigt i disse år, og vores indsats skal afspejle udviklingen i samfundet generelt og den finansielle sektor specifikt. Endelig skal vi løse vores opgaver effektivt og på et højt fagligt niveau.
Finanstilsynets vision er uforandret, at der skal være berettiget tillid til det finansielle system. Det er en vision, der udfordres, hver gang noget går galt i den finansielle sektor. Det skete under finanskrisen, og det er sket igen i forbindelse med hvidvasksagerne de seneste år. Vores vision fordrer derfor en kontinuerlig indsats. Selvom udfordringerne har forskellig karakter, ændrer det ikke på målet. Det er afgørende for ethvert samfund at have en robust finansiel sektor, der agerer ordentligt.
Læs mere omEt tilsyn med fokus på risiko
Tilsynsvirksomheden er risikobaseret. Det vil sige, at vi på baggrund af en vurdering af sandsynlighed og konsekvenser af de forskellige risici allokerer vores ressourcer efter, hvor risiciene vurderes at være størst, og bruger instrumenterne i den finansielle regulering til at begrænse disse risici. Det gælder risici i relation til robustheden såvel som ordentligheden i den finansielle sektor. Vi lever dog i en verden, der er præget af usikkerhed, og der vil være begivenheder, som Finanstilsynet ikke har mulighed for at kunne tage hånd om på forkant. Det kan skyldes, at Finanstilsynets vurdering af sandsynlighed og konsekvens var forkert, eller at selv usandsynlige begivenheder ind imellem finder sted. Det ændrer dog ikke på, at en risikobaseret allokering af ressourcerne må være den mest effektive tilgang.
Kursen tilpasses virkeligheden
Finanstilsynets indsats over de næste fem år tager udgangspunkt i forventninger til den økonomiske, politiske, sociale og teknologiske udvikling. Det er klart, at disse forventninger kan vise sig forkerte, og så må kursen tilpasses den nye virkelighed. Men en eksplicit formulering af forventninger er nødvendig for en forståelse af, hvad vi som finanstilsyn som udgangspunkt betragter som den rigtige retning.
Stærke værdier
Finanstilsynets arbejde bygger på stærke værdier, der er forankret hos medarbejderne. Disse værdier vil også fremover bidrage til, at vi får succes med vores strategi. Vi vil i udførelsen af vores arbejde sigte på høj faglighed, ansvarlighed, kvalitet og handlekraft. I relation til vores interessenter vil vi stå for habilitet, dialog og ligebehandling. Det bør bidrage til målene om en robust og ordentlig finansiel sektor, at vi som finanstilsyn afspejler udviklingen og udfører vores arbejde effektivt og på et højt fagligt niveau.
Finanstilsynets ”Strategi 2020 berettiget tillid” var en ambitiøs strategi, som gav mange vigtige resultater. Årene 2016-2020 bød dog også på store udfordringer – for sektoren og for Finanstilsynet. De mange gode resultater og vigtige erfaringer udgør nu det fundament, som vi skal bygge vores arbejde på de kommende år.